Sporadiske skriblerier og tankestrømme

Vi kan vel næppe blive uenige om, at vi som forældre sætter noget over alt andet, og at det ikke er til diskussion, på noget tidspunkt; Vores børn.

Fra den dag vi har givet dem fri, og sender dem ud i den Verden, vi alt for godt er klar over vil være hård og ubarmhjertig ved dem, samtidig med at den rummer alle de eventyr, vi ønsker for dem. Det er med andre ord et absurd paradoks, når man sender sine børn ud af døren, for at andre voksne kan se efter dem. Hvem skal lære dem det, vi finder vigtigt, mens vi er væk? Kan vi overhovedet være nogenlunde sikre på, at det de bliver udsat for, er iorden? 

Det er med den in mende, at vi sender vores børn afsted. Og det starter når de er godt og vel 12 måneder gamle. Os der tilhører den første ægte børnehavegeneration er ikke bange, fordi vi ved at det går godt. Vi har jo selv været turen igennem, og helt galt mener vi næppe at det gik, vel? 

En af årsagerne til at vi har tillid til det system, vi for længst har opbygget i danmark, er at vi har en høj grad af åbenhed og interaktion mellem forældre og pædagoger, i de danske dagtilbud. Og jævnfør den lovgivning, man er underlagt, udviser det enkelte tilbud en høj grad af fleksibilitet. 

Så kommer skolen. Vi glædes over den danske folkeskole og dens evne til at møde det enkelt barn, at give differencieret undervisning og gøre det individuelle gældende i mødet med barnet.

Hm… 

Hvad nu hvis erfaringen er en anden? 

Indrømmet, læreren havde for år tilbage en uantastelig høj status. I det gamle mini-samfund var der præsten, læreren og så faderen derhjemme, i nogenlunde den rækkefølge. Sådan er det ikke mere. Heldigvis. Moderne læringsmetoder, nye tilgange til børn med vanskeligheder. Indlæring omsat til aktiv læring. You name it, they´ve got it, i den danske skole.

Brydere af negativ social arv, opsamlere af tabte unger, som ikke har den opbakning hjemmefra, som de fortjener. Der er ingen grænser for hvad vores folkeskole kan.

Prøv så at træde ind i det allerhelligste. Klasselokalet. Stedet hvor læring fnder sted, hvor læreren udfører sin hellige gerning. Hvor vores børn bliver dygtige samfundsborgere. Intet mindre.

Når Niels Egelund så hævder at det endnu er indrettet som en kirke, så kig lige en gang til. Er der noget om det? 

Hvor ukrænkelig er lærergerningen? Hvor mange spørgsmål må vi stille til det, der foregår inde i det klasseværelse? Hvad nu hvis vi ikke er enige? 

Kan vi holde til at sende vores børn ind i en skole, hvor vi ikke har tillid til lærerens formåen? Og hvor længe? Hvor mange af os siger noget højt; tør vi sige det? 

Jeg er ikke tilhænger af konflikt som grundlæggende udgangspunkt. Men det sker at vi står i stormens øje, hvor konflikten synes uundgåelig og hvad gør vi så?

Hvad hvis konflikten finder sted i skolen, og det omhandler vores børn?

Skal vi bare stå til og lade læreren gøre sit, uden at sætte spørgsmålstegn ved gerningen? Skal vi undlade at sige det højt når vi oplever at det som foregår, ikke virker? 

Alt for mange forældre har en mission; uden omtanke for andre at sørge for deres eget barns velvære, og ind imellem hænder det at de kommer til at træde ind over alle andre, i deres færd. Oftest utilsiget, forhåbentlig.

Men mange vil også gerne bidrage til deres børns opdragelse, gennem den interaktion/udveksling der finder sted mellem skole og hejm, ved aktivt at tage del i skolen. Dermed placerer de sig automatisk i stormens øje. For er der noget som udfordrer læreren, er det forældre som har en mening; en mening om hvordan man gør i skolen. Altså hvordan der gås/tales/interageres til/med børnene. Om det fungerer. 

Skal de tie stille? Skal de undlade at sige det, de ser? Nogle vil gå langt i stilhed, alene fordi det skaber opmærksomhed, både om dem og deres børn. Andre vil blande sig. 

En kendt instruktør er kendt for at sige, at man skal blande sig i Verden. Jeg kunne ikke være mere enig!

En anden kendt dansker er kendt for at sige, at vi lider under en til tider overfeminiseret tilgang til tilværelsen; at vores dagligdag er blevet kvindernes i en grad hvor mænd ikke længere har deres berettigelse, var det ikke for parallelparkeing! At mange af os er vokset op i en verden befolket af stærke kvinder, hvor mænd var sådan nogle perifære størrelser, vi knap nok kan huske, når vi bliver voksne. Derfor gentager historien sig selv, og kvindernes tilgang fortsætter med at være den gældende. 

Prøv så at gå ind i et klasselokale, hvor de voksne som vores børn er i selskab med, og skal skabe læringsmiljøer med, alene er kvinder. Prøv dernæst at gå ind til et møde, hvor drengebørnene er på dagsordenen, og mød de samme kvinder. Hvor længe skal der gå, førend vi opdager at lige så godt kvinderne kan gøre det i skolen, lige uundværlige er mændene? Hvornår erkender man at nogle klasser ikke skal have en kvindelig lærer, alene fordi over halvdelen er drenge?

Læreren har brug for vores tillid idag. Givet; det havde de ikke i gamle dage, hvor de satte dagsordenen i alle sammenhænge omkring skolen. Idag har de brug for os, til at godkende dem som kompetente voksne i vores børns liv og hverdag. Får de ikke den, bliver de måske bange, usikre og fjerne i blikket.

???!!

Så vidt jeg er klar over, er de fleste skolelærere fyldt atten år, har en videregående uddannelse hvor de bør være parate til at drøfte udførelsen af deres gerning. Ikke udelukkende fordi vi har vedtaget at skolen er vigtig, men at vores børns liv altså er vigtigere. Men i ligeså høj grad fordi lærergerningen ikke alene er lærerens, men samfundets. Og dermed vores allesammens at have en holdning til. 

Så, når vi konfronterer vores børns skole med det vi mener er det bedste for vores børn, skal vi måske øve os i at huske at den jantelov, vi/de selv var underlagt, er forduftet med de nye generationer, samt at vi som forældre velkommer det!

At vi ikke vil finde os i at læreren er ukrænkelig i sin gerning, især når vi ser noget vi ikke kan stå inde for. At bare fordi læreren mener at vores børn er uheldige elementer i en skole, så skal den samme skole faktisk rumme dem. At loven herom er for længst vedtaget. 

Hvor mange af vores drengebørn skal blive til Robinsons Engle, før man i skolen tør erkende sine fejl?

Før vi tager alvorligt, at vores børns skoletid ofte er et “one-off” mens læreren blot tager sig et nyt job?

Der er visse ting, de allerklogeste er bedre til at sige, bl.a. her:

http://www.ted.com/index.php/talks/ken_robinson_says_schools_kill_creativity.html

Læreren er et menneske, indrømmet. Detsamme kunne man såmænd forledes til mene om børn.

Os, som er voksne idag kan endnu huske tider, hvor ” hjemme på vejen” var det primære sted for socialisering. Det var her man modtog den opdragelse, de store drenge/piger gav videre gennem legen, fodbolden og hinkeruderne.
Se, det var tider. Ikke så meget voksen indblanding, men istedet en god del knubs undervejs.
Vi lærte det vi skulle. Eller gjorde vi?
Dem som var udenfor, vedblev at være det. De lærte at passe sigselv, når ingen ville lege med dem. De erfarede tidligt, hvad det vil sige at være udstødt. Der var ingen voksne til at hjælpe processen lidt på vej, så det gik sin gang.
Det var synd for dem, men det tænkte vi andre ikke på. De skulle nok klare sig.
Endda godt måske. For man kan ikke undgå at tænke på, om det mon var dem, der sidenhen gik hen og blev landets ledende politikere. De udstødte, dem som måtte klare sig selv.
Når man ser på regeringens børnepolitik idag, synes det som om, at nogen sidder og hvisker: – jeg klarede mig selv, da jeg var barn; det kan de sgu også gøre idag!
Problemet er blot at der ikke er nogen “vej derhjemme” længere, hvor den slags opdragelse kan finde sted. Den finder sted i de pædagogiske dagtilbud. Og tak for det!
( Ikke at den er så meget anderledes, end dengang. Her er heller ingen voksne til at tage hånd om situationen. Den må de klare selv, de små. )
Dagtilbuddet og skolen er det primære udgangspunkt for integrationsprocessen, har vi vist fastslået for længe siden. Integration og især INKLUSION er komplekse størrelser, som kræver kompetente hænder at navigere gennem.
Det er en opgave, pædagoger er uddannet til at udføre, og de kan godt. Men de skal have lidt hjælp til det. Hjælpen hedder ressourcer, i form af flere uddannede kræfter, bedre plads og mere tid.
Når nu vi har fastslået at opgaven skal løses der, kan det undre at man ikke vil bruge de penge, det koster.
Ligesom træer skal have lov at vokse i god tid, hvis de skal nå himlen, tager også dette tid.
De fleste pædagoger kan godt lide at arbejde med børn og unge. Opdragelse, udvikling og inklusion er en vigtig del af deres proffesionalisme, som de værner om. Men de er også gode til at lappe hullerne i samfundet, hvis det behøves.

Så tag den med ro, Kære Pædagoger! Der er ikke udsigt til arbejdsløshed foreløbig.
Med den manglende indsats fra regeringens side, på børneområdet, sker der blot det, at behovet for den hjælpende hånd fortsætter lang tid efter dagtilbud/skole. Og det betyder masser af jobs til pædagoger.
Det er muligt at vi skal specialiseres lidt mere, end vi er idag. For opgaverne vil være mere målrettede og snævre. 

Et gammelt mundheld siger: Pædagogens fornemste opgave er at overflødiggøre sig selv.

Så længe regeringens økonomiske politik behandler pædagogers indstats som var den overflødig, saboteres samme indsats ved roden.

Og så vokser samfundets egne træer næppe heller ind i himlen.