Den Hele Skole
Der findes to ting, som på alle skoleforældre virker besnærende. For det første tanken om at når lille Andreas kommer hjem fra skole, så har han HELT fri; altså ingen lektier for. Den næste må være tanken om at ens pode går i en skole som er en helheds/dagsskole. Idet skolen i Danmark jo er skattefinansieret og derfor betalingsfri, er regningen til SFO pist væk.
Debatten om den danske skolemodel, er ganske passende kommet på dagordenen og ganske fornuftigt, for er der noget skolen trænger til, er det et veritabelt paradigmeskift.
Som professionel fagperson indenfor området, som har med samfundets fremtidige borgere at gøre, rummer tanken om en ny og anderledes folkeskole mange muligheder. Dog er det afgørende at differenciere mellem de to verserende begreber, som for tiden findes i avisspalterne; “Helheds” eller “Heldags-skole”. Begreberne taler for sig selv og jeg tvivler her på om nogen vil erklære sig uenig i at de fleste læringsmuligheder ligger i det første; nemlig Helhedsskolen. At begge dele så svarer til det meste af en arbejdsdag, er her sekundært.
Debatten for og imod denne skoleform, tager sit naturlige afsæt i diskussionen om børns fritid, hvoraf behovet for pasning og dermed fritidspædagogikken er opstået.
Fritidspædagogikken har i årevis argumenteret for sin eksistens, ved at hævde at børn har ret til fritid efter skole. At diskussionen om børns fritid egentlig er af filosofisk karakter, skal dog ses gennem det forhold at fritidspædagogikken i sig selv er repræsentantskab for en insitutionaliseret form for fritid.
Istedet kunne diskussionen omhandle hvordan/hvornår og gennem hvad, børn lærer bedst?
Om det lader sig gøre at gentænke vores børns skole, hviler bl.a. på to piller:
1. Fagpersonernes evne til at indtræde i nye sammenhænge uden frygt.
2. Lovgivernes forståelse af samfundets behov for mangfoldighed i fremtiden.
Der findes en håndfuld skoler herhjemme ( ingen nævnt, ingen glemt ) som har fanget ideen og skabt et nyt læringsunivers for børn ( og voksne! ), og det med uhørt success. Fordringen her har været at lærere og pædagoger evner at se sigselv i et nyt og anderledes skær, frisat fra diverse dogmer og fordomme om hinandens faglighed.
For lovgivernes vedkommende, er det afgørende at de sætter sig udover de samme dogmer og gammeldags forståelser af læring, når/hvis der skal lovgives om dette.
Ifølge forskeren Sir Ken Robinson, Ph.D er folkeskolen i alvorlig fare for at ødelægge kreativiteten hos børn. Argumentet herfor er, at de boglige fag er hierakisk overlegne og derfor overrepræsenterede i folkeskolen, i modsætning til de musiske/kropslige fag.
Når en gennemsnitlig dansk 3. klasse har 11 dansktimer pr. uge, mod 2 idrætstimer, 2 billedkunst og et par musiktimer, står det meget klart hvad der menes med ovenstående påstand.
En ny folkeskole, med tanke for helhed i børns læring, er en spændende og nødvendig tanke, som vi bør tage fat på at udvikle snarest muligt.
Blot kan vi håbe at beslutningstagerne i en sådan proces, gør brug af grundige overvejelser om også andet end læsefærdigheder hos tosprogede børn, hvis vi skal undgå at det ender som endnu en “National madordning”.
Trykt i redigeret form i Politiken d. 14/8-09
Nyt håb
Endelig.
Det er nyt hver eneste gang og dog så velkendt. Temaet der starter med at hoppe. Ind i et nyt år. Nye fortsætter, nye mennesker og nye mål og ideer.
Håb.
Nyt håb og nye muligheder for at gøre det endnu bedre i fremtiden. I den kristne kultur ligger det implicit at vi har fejlet og må skynde os at råde bod på det, hvorfor nytåret i dén optik er muligheden for at angre og gøre om. I andre kulturer kan det være astrologiske strømninger som er afgørende for at komme ind i et nyt år, eller det kan være afslutningen på en række ting og sager. Altså igen nye muligheder.
Åbninger. Håb.
Der ligger en enorm forløsning i det at kunne træde ud af noget og ind i noget helt nyt og friskt. Selv de allermest trygheds-afhængige folk kan alligevel ikke lade være med at lade sig besnære af muligheden at skabe/omskabe sig selv i det nye år.
Er det en forkrampet længsel efter at selv-iscenesætte os selv gang på gang, som driver dette værk? Eller er det i virkeligheden blot et grundtræk ved det finurlige fænomen det er, at være menneske?
På trods af al forfærdeligheden, krigene, korruptionen og kriserne, står vi dér; lige ovre tærsklen til et nyt år og ser os omkring, fulde af håb.
Det kan godt være at Dalai Lama ikke fik sit Tibet i denne omgang; det kan også være at USA ikke kom ud af alle deres krige, eller at afrikanerne endnu er efterladt i det udslettende mørke af sygdomme og fattigdom. Det kan have sin berettigelse at snakke om den verdensomspændende økonomiske krise, som truer med at lægge vores dagligdag ned på visse områder.
Måske ville du gerne have haft et andet job; en ny bil eller bare flere penge at bruge af, så dine børn kunne gå til mere sport, eller dine kone/mand kunne få det rejseønske opfyldt. Måske ville du gerne have haft en kæreste, men fik det ikke.
Når nu vi alligevel står her, hvor alt er nyt, er det måske værd at huske sig selv på et par ting;
Så længe der er håb, er der drømme. At drømme og håbe er noget særegent menneskeligt, som du nyder godt at i dit liv. Brug det til noget.
Selvom du ikke fik alle dine ønsker opfyldt, er du velkommen til drømme videre. Og så tænder du for håbet.
Når vi mennesker drømmer, og håber på noget, fortæller vi i virkeligheden hinanden at vi godt ved, at det kan gøres bedre; at vi rummer potentialet til at skabe en bedre verden.
Så drøm du bare derudaf.
PS.
Jeg bliver nødt til at fortælle dette;
Gør dig selv en stor tjeneste; tjek Ray La Montagne ud. Især hans album ” Trouble” . Du vil ikke fortryde det.
Smukheden i årstiden
Det er nu det gælder. Om ikke længe vælger skoven at putte sig og sige på gensyn. Lange, køligere og garanteret vådere tider kommer til os. Men inden det sker, får vi lige lov at se hvordan den kan folde sin ultimative skønhed ud, kun for en ganske kort stund.
Nyd det.
Robinsons Engle
Vi kan vel næppe blive uenige om, at vi som forældre sætter noget over alt andet, og at det ikke er til diskussion, på noget tidspunkt; Vores børn.
Fra den dag vi har givet dem fri, og sender dem ud i den Verden, vi alt for godt er klar over vil være hård og ubarmhjertig ved dem, samtidig med at den rummer alle de eventyr, vi ønsker for dem. Det er med andre ord et absurd paradoks, når man sender sine børn ud af døren, for at andre voksne kan se efter dem. Hvem skal lære dem det, vi finder vigtigt, mens vi er væk? Kan vi overhovedet være nogenlunde sikre på, at det de bliver udsat for, er iorden?
Det er med den in mende, at vi sender vores børn afsted. Og det starter når de er godt og vel 12 måneder gamle. Os der tilhører den første ægte børnehavegeneration er ikke bange, fordi vi ved at det går godt. Vi har jo selv været turen igennem, og helt galt mener vi næppe at det gik, vel?
En af årsagerne til at vi har tillid til det system, vi for længst har opbygget i danmark, er at vi har en høj grad af åbenhed og interaktion mellem forældre og pædagoger, i de danske dagtilbud. Og jævnfør den lovgivning, man er underlagt, udviser det enkelte tilbud en høj grad af fleksibilitet.
Så kommer skolen. Vi glædes over den danske folkeskole og dens evne til at møde det enkelt barn, at give differencieret undervisning og gøre det individuelle gældende i mødet med barnet.
Hm…
Hvad nu hvis erfaringen er en anden?
Indrømmet, læreren havde for år tilbage en uantastelig høj status. I det gamle mini-samfund var der præsten, læreren og så faderen derhjemme, i nogenlunde den rækkefølge. Sådan er det ikke mere. Heldigvis. Moderne læringsmetoder, nye tilgange til børn med vanskeligheder. Indlæring omsat til aktiv læring. You name it, they´ve got it, i den danske skole.
Brydere af negativ social arv, opsamlere af tabte unger, som ikke har den opbakning hjemmefra, som de fortjener. Der er ingen grænser for hvad vores folkeskole kan.
Prøv så at træde ind i det allerhelligste. Klasselokalet. Stedet hvor læring fnder sted, hvor læreren udfører sin hellige gerning. Hvor vores børn bliver dygtige samfundsborgere. Intet mindre.
Når Niels Egelund så hævder at det endnu er indrettet som en kirke, så kig lige en gang til. Er der noget om det?
Hvor ukrænkelig er lærergerningen? Hvor mange spørgsmål må vi stille til det, der foregår inde i det klasseværelse? Hvad nu hvis vi ikke er enige?
Kan vi holde til at sende vores børn ind i en skole, hvor vi ikke har tillid til lærerens formåen? Og hvor længe? Hvor mange af os siger noget højt; tør vi sige det?
Jeg er ikke tilhænger af konflikt som grundlæggende udgangspunkt. Men det sker at vi står i stormens øje, hvor konflikten synes uundgåelig og hvad gør vi så?
Hvad hvis konflikten finder sted i skolen, og det omhandler vores børn?
Skal vi bare stå til og lade læreren gøre sit, uden at sætte spørgsmålstegn ved gerningen? Skal vi undlade at sige det højt når vi oplever at det som foregår, ikke virker?
Alt for mange forældre har en mission; uden omtanke for andre at sørge for deres eget barns velvære, og ind imellem hænder det at de kommer til at træde ind over alle andre, i deres færd. Oftest utilsiget, forhåbentlig.
Men mange vil også gerne bidrage til deres børns opdragelse, gennem den interaktion/udveksling der finder sted mellem skole og hejm, ved aktivt at tage del i skolen. Dermed placerer de sig automatisk i stormens øje. For er der noget som udfordrer læreren, er det forældre som har en mening; en mening om hvordan man gør i skolen. Altså hvordan der gås/tales/interageres til/med børnene. Om det fungerer.
Skal de tie stille? Skal de undlade at sige det, de ser? Nogle vil gå langt i stilhed, alene fordi det skaber opmærksomhed, både om dem og deres børn. Andre vil blande sig.
En kendt instruktør er kendt for at sige, at man skal blande sig i Verden. Jeg kunne ikke være mere enig!
En anden kendt dansker er kendt for at sige, at vi lider under en til tider overfeminiseret tilgang til tilværelsen; at vores dagligdag er blevet kvindernes i en grad hvor mænd ikke længere har deres berettigelse, var det ikke for parallelparkeing! At mange af os er vokset op i en verden befolket af stærke kvinder, hvor mænd var sådan nogle perifære størrelser, vi knap nok kan huske, når vi bliver voksne. Derfor gentager historien sig selv, og kvindernes tilgang fortsætter med at være den gældende.
Prøv så at gå ind i et klasselokale, hvor de voksne som vores børn er i selskab med, og skal skabe læringsmiljøer med, alene er kvinder. Prøv dernæst at gå ind til et møde, hvor drengebørnene er på dagsordenen, og mød de samme kvinder. Hvor længe skal der gå, førend vi opdager at lige så godt kvinderne kan gøre det i skolen, lige uundværlige er mændene? Hvornår erkender man at nogle klasser ikke skal have en kvindelig lærer, alene fordi over halvdelen er drenge?
Læreren har brug for vores tillid idag. Givet; det havde de ikke i gamle dage, hvor de satte dagsordenen i alle sammenhænge omkring skolen. Idag har de brug for os, til at godkende dem som kompetente voksne i vores børns liv og hverdag. Får de ikke den, bliver de måske bange, usikre og fjerne i blikket.
???!!
Så vidt jeg er klar over, er de fleste skolelærere fyldt atten år, har en videregående uddannelse hvor de bør være parate til at drøfte udførelsen af deres gerning. Ikke udelukkende fordi vi har vedtaget at skolen er vigtig, men at vores børns liv altså er vigtigere. Men i ligeså høj grad fordi lærergerningen ikke alene er lærerens, men samfundets. Og dermed vores allesammens at have en holdning til.
Så, når vi konfronterer vores børns skole med det vi mener er det bedste for vores børn, skal vi måske øve os i at huske at den jantelov, vi/de selv var underlagt, er forduftet med de nye generationer, samt at vi som forældre velkommer det!
At vi ikke vil finde os i at læreren er ukrænkelig i sin gerning, især når vi ser noget vi ikke kan stå inde for. At bare fordi læreren mener at vores børn er uheldige elementer i en skole, så skal den samme skole faktisk rumme dem. At loven herom er for længst vedtaget.
Hvor mange af vores drengebørn skal blive til Robinsons Engle, før man i skolen tør erkende sine fejl?
Før vi tager alvorligt, at vores børns skoletid ofte er et “one-off” mens læreren blot tager sig et nyt job?
Der er visse ting, de allerklogeste er bedre til at sige, bl.a. her:
http://www.ted.com/index.php/talks/ken_robinson_says_schools_kill_creativity.html
Læreren er et menneske, indrømmet. Detsamme kunne man såmænd forledes til mene om børn.
hold øje
Der Er altså grænser for hvor travlt man må have! Ikke desto mindre skal herfra lyde det allerstørste tillykke til min kære, søde lillebroder og den kvinde som i mellemtiden blev hans kone. Det er sjældent at jeg for alvor giver mig hen til det, men for faen, det var fint at være til bryllup. Jeg kan have en formodning om at det vil ske igen, omend ej hvornår. God vind til Jer der har sat den kurs.( Lød det lidt sømands…? )
Kernesurt opstød
Jeg er tilhænger af sund kost; især til børn.
Jeg dyrker motion i ugentlige, til tider daglige doser.
Jeg vil helst købe øko-mad, især når min pengepung vil lege med.
MEN! hvis der er noget jeg ikke kan tage alvorligt, er det andres måde at gøre deres livsstil til en lukrativ levevej på, i en grad hvor den bliver til/ligner en religion.
“Kernesund Familie”; hvor meget dårlig samvittighed kan I holde til at hælde ud over befolkningen??!”!
I er da skønne at høre om/ se på, men;
Hvor “lækre” skal vi alle samme være, før I er tilfredse?
Hvor længe skal der gå førend andre indser at I har valgt at LEVE af det der?
Prøv at forestille Jer en verden hvor ikke alle synes at en flad mave er himlen ned på jorden.
Og stadig gerne vil nyde et glas mælk.
Sokker i sandalerne
Der er en tid hvor det, at have sokker i sandalerne er i orden.
Samtidig er det også i orden at tro, at man kan overleve på kiks og kakaomælk.
De fleste af os husker forhåbentlig denne tid som nogenlunde bekymringsfri og lykkelig.
Vi havde tid. Til at finde ud af hvad vi ville være når vi blev voksne. Tid til at koncentrere os om det øjeblik, vi befandt os i.
Og frem for alt tid til at vokse med opgaven, stille og roligt.
Noget tyder på at det ikke længere er således.
Når vores regering vedbliver at opfinde metoder til at måle, veje og planlægge fremtiden for vores børn, i en grad hvor det individuelle liv er blevet et statsærinde og de mennesker som børnene skal være sammen med i dagtimerne, mere end hidtil skal rende rundt med en skærpet vægtskål i den anden hånd, for nu at se om de samme børn gør det godt nok, må man stille spørgsmålet:
Har Bertel Haarder og hans venner glemt hvordan det er at være barn?
Det hellige moderskab
Barndom uden grænser
” Far, må jeg godt se lidt tegnefilm?” – klokken er 6:25, det er søndag. Hvorfor ikke?
Det er ingen sag at lære sit fem-årige barn at tænde for den bærbare, smide en dvd i og sætte sig til rette i sofaen, for at se tegnefilm. Opgaven løses efter behov. Og behovet er her at få så meget af sin søvn for sig selv, at man med sindsro kan tage søndagen i brug, uden at gabe sig gennem den, resten af dagen.
At her er tale om en afledningsmanøvre, som er let gennemført fordi den udspringer at lyst, barnets lyst til at se film, kan der vist næppe være tvivl.
Efter endt morgenseance, med brød fra bageren, mens der bliver leget, tumlet og måske endda set lidt mere film, er det tid til at tage sig sammen. Få noget ud af dagen. Komme ud af de nussede fjer og gøre noget sammen, som familie. Det er nu engang søndag.
Junior har lyst til at tage i svømmehallen og sådan bliver det. På vejen hjem har Junior lyst til kage, og det er nu engang søndag, så det bliver det også til. Hjemme igen står den på leg, der skal bygges et par racerbaner, og tegnes nogle tegninger, inden eftermiddagen trænger sig på. Junior har lyst til at lege udenfor, så det bliver til en køretur i det grønne, måske endda til vandet, selvom det lidt køligt her om vinteren.
Hjemme igen bliver bliver der leget og spillet computerspil, inden tiden til at lave ugens sidste aftensmad indfinder sig. Den bliver lidt forsinket, idet Junior keder sig lidt og lige skal “leges af” inden der spises.
Aftensmaden bliver tilberedt på hele komfuret, for Junior skal have sin mad på den måde, han/hun nu bedst kan lide. Også selvom den ikke nødvendigvis bliver spist op.
Klokken lidt over otte er det sengetid, og den trækker ud, da Junior ikke gider børste tænder “Lige nu!”
Nå, ja det er jo også søndag, der skal da lige leges færdig.
Det går såmænd nok alligevel.
Hvad enten man genkender dette scenarie, eller ej, kunne man indvende at denne søndag, som ubetinget har stået i Juniors navn, er et billede på en famile som har for travlt til hverdag, og derfor helliger sig deres barns lyster, den ene gang om ugen, hvor der er tid til det.
Fred være med det.
Når man imidlertid skuer udover flokken af større børn, som idag færdes rundt om i samfundet, iført designer-tøj og en holdning til omgivelserne, som mest af alt minder om eventyrenes prinser/princesser´s, forledes man til at tro at det ovenstående eksempel ikke kun er en ugentlig engangsforteelse.
Det er efterhånden lykkedes os at mane janteloven så dybt i jorden, at vores selvværd har nået rimelige højder og vi er istand til at udfolde os som de mennesker, vi virkeligt er. Og det er kun godt!
Vi står ikke tilbage for nogen eller noget, når det kommer til at nå vores drømmes mål, men råber derimod til verden at det er vores medfødte ret. Møder vi modstand, kæmper vi indædt videre, indtil vi får den. retten til selv at bestemme over vort eget liv.
Det er netop denne ret, vi nu forsøger at flette ind i opdragelsen af vores børn. De må gerne være sig selv, være anderledes og hævde deres ret til at eksistere, som de individer de nu er. Og gerne fra tidlig færd. Vi støtter og opfordrer til det allerede i børnehave alderen.
Alt sammen i den bedste mening.
Dog lader det til at vi, i opdragelsens gryderet har glemt en ingrediens: Modstand.
I vores kamp mod Jantelov og fornedrelse, tager vi børns ret til at udtrykke sig så bogstaveligt, at vi glemmer at give dem lidt modstand ind imellem. Og her skal der ikke advokeres for magtdemonstrationer, som dem vi andre kendte i vores barndom.
Børn skal for alt i verden have lov til at være tilstede i verden, ligeværdigt og ærligt. Ligesom alle os voksne.
Børn skal have ret til at udtale sig om deres ønsker og behov, på lige fod med os voksne.
Men når retten hertil forveksles med garantien for at det også bliver til virkelighed, sker der noget med den.
Så bliver den forvandlet til en autoritet.
Og når børn ingen modstand møder i deres daglige færd, omdannes deres lyst også til en autoritet. Og med den udvandes netop det som burde være gældende her; de voksnes autoritet.
Stillet overfor uigenkaldelig autoritet, når en voksen anvender det allersidste ( og ganske ærgerlige ) kneb, nemlig magt, eller truslen om straf ( hvis du ikke gør som jeg beder dig om...), chokeres de unge. Bevidstheden om, hvad de voksne må og ikke må gøre ved børn er lysende klar. Derimod bevidtsheden om, hvad børn må og ikke må, lader til at forstøve.
Spørgsmål trænger sig på:
Har en trettenårig ret til at gå i designertøj?
Skal man partou have den nyeste mobil, når ens gamle er blevet væk henne i skolen?
At vokse op i dagens samfund er en hård opgave, lad os blive enige om det. Kravene til den enkelte er næppe blevet mindre og det ser ikke ud til at ændre sig. Og godt nok, vil mange mene.
Det stiller imidlertid også krav til ens evne til at interagere med resten af samfundet.
Interaktion fordrer til tider en vis mængde rubusthed, hvis man ikke vil bukke under i livets store leg. For også her kan man risikere at slå sig.
Gode gamle dage…
Os, som er voksne idag kan endnu huske tider, hvor ” hjemme på vejen” var det primære sted for socialisering. Det var her man modtog den opdragelse, de store drenge/piger gav videre gennem legen, fodbolden og hinkeruderne.
Se, det var tider. Ikke så meget voksen indblanding, men istedet en god del knubs undervejs.
Vi lærte det vi skulle. Eller gjorde vi?
Dem som var udenfor, vedblev at være det. De lærte at passe sigselv, når ingen ville lege med dem. De erfarede tidligt, hvad det vil sige at være udstødt. Der var ingen voksne til at hjælpe processen lidt på vej, så det gik sin gang.
Det var synd for dem, men det tænkte vi andre ikke på. De skulle nok klare sig.
Endda godt måske. For man kan ikke undgå at tænke på, om det mon var dem, der sidenhen gik hen og blev landets ledende politikere. De udstødte, dem som måtte klare sig selv.
Når man ser på regeringens børnepolitik idag, synes det som om, at nogen sidder og hvisker: – jeg klarede mig selv, da jeg var barn; det kan de sgu også gøre idag!
Problemet er blot at der ikke er nogen “vej derhjemme” længere, hvor den slags opdragelse kan finde sted. Den finder sted i de pædagogiske dagtilbud. Og tak for det!
( Ikke at den er så meget anderledes, end dengang. Her er heller ingen voksne til at tage hånd om situationen. Den må de klare selv, de små. )
Dagtilbuddet og skolen er det primære udgangspunkt for integrationsprocessen, har vi vist fastslået for længe siden. Integration og især INKLUSION er komplekse størrelser, som kræver kompetente hænder at navigere gennem.
Det er en opgave, pædagoger er uddannet til at udføre, og de kan godt. Men de skal have lidt hjælp til det. Hjælpen hedder ressourcer, i form af flere uddannede kræfter, bedre plads og mere tid.
Når nu vi har fastslået at opgaven skal løses der, kan det undre at man ikke vil bruge de penge, det koster.
Ligesom træer skal have lov at vokse i god tid, hvis de skal nå himlen, tager også dette tid.
De fleste pædagoger kan godt lide at arbejde med børn og unge. Opdragelse, udvikling og inklusion er en vigtig del af deres proffesionalisme, som de værner om. Men de er også gode til at lappe hullerne i samfundet, hvis det behøves.
Så tag den med ro, Kære Pædagoger! Der er ikke udsigt til arbejdsløshed foreløbig.
Med den manglende indsats fra regeringens side, på børneområdet, sker der blot det, at behovet for den hjælpende hånd fortsætter lang tid efter dagtilbud/skole. Og det betyder masser af jobs til pædagoger.
Det er muligt at vi skal specialiseres lidt mere, end vi er idag. For opgaverne vil være mere målrettede og snævre.
Et gammelt mundheld siger: Pædagogens fornemste opgave er at overflødiggøre sig selv.
Så længe regeringens økonomiske politik behandler pædagogers indstats som var den overflødig, saboteres samme indsats ved roden.
Og så vokser samfundets egne træer næppe heller ind i himlen.
